Specialestudium ved Økoinformatik & Biodiversitet
Økoinformatik og Biodiversitet tilbyder speciale indenfor en bred kreds af emner indenfor økologi, evolution og conservation-biologi, ofte med en økoinformatisk tilgang: makro- og community-økologi, global change-biologi (herunder klimaforandringer og deres effekt på udbredelsen af planter og dyr), fylogeni og historisk biogeografi, forvaltning af danske og europæiske naturtyper og arter, samt tropisk biologi, herunder bestøvningsbiologi og økonomisk botanik. Specialeprojekter vil som hovedregel blive udført i tilknytning til igangværende forskningsaktiviteter (se også afdelingens forskningsprofil). Et speciale der udføres i et tropisk land vil typisk foregå som en integreret del af forskergruppens projekter i Sydamerika, SØ Asien, eller Afrika. Danske specialer kan evt. udføres i samarbejde med en forvaltende eller rådgivende myndighed og vil i så tilfælde ofte have en ekstern vejleder tilknyttet.
Er du endnu ikke klar over hvad du vil skrive skrive speciale om, kan nedenstående liste over emner for specialer gennemført ved Økoinformatik og Biodiversitet de sidste tre år måske tjene til inspiration:
Ideer til specialeprojekter:
Fagvalg
Økoinformatik og biodiversitet udbyder en række fagmoduler på bachelordelen og kandidatoverbygningen af biologistudiet som giver en bred indføring i de emnekredse vi udbyder specialer i. Af særlig relevans kan nævnes Biogeografi og Makroøkologi (10 ECTS) samt tilvalg i biologisk analyse. For dem der ønsker at skrive speciale indenfor forvaltning af danske naturtyper og arter kan faget Dansk Flora og Vegetation samt et tilvalg i Natur- og Miljøforvaltning anbefales. Kurser i populationsøkologi, evolutionær økologi og populationsgenetik udbudt af andre forskergrupper ved Biologisk Institut kan også danne en god baggrund for specialeskrivningen.
Planlægning af kandidatår og specialestudium
Det første skridt i forhold til en nærmere indkredsning af emnet for specialestudiet vil være at kontakte en af afdelingens VIP'er med henblik på at diskutere interesser og muligheder nærmere. Du er velkommen til at kontakte os alle - send en mail, ring, eller opsøg en af os direkte på vores kontor. Er du i tvivl om hvem du skal kontakte, så henvend dig til Anders Barfod (8942 4712 - anders.barfod@biology.au.dk ). Specialer der indebærer feltarbejde bør i reglen planlægges i god tid inden feltarbejdet starter, så man sikrer sig at det indsamlede datamateriale egner sig til at svare på de videnskabelige spørgsmål der fokuseres på. Typisk vil feltarbejdet være det første man udfører i sit speciale, dvs. man går igang straks efter afsluttet anden del. For specialer udført i Danmark vil hovedfeltsæsonen typisk ligge i juli måned og det er således nødvendigt at have en detaljeret plan for specialet helt klar på dette tidspunkt. Derfor anbefales det kraftigt at påbegynde forberedelserne (herunder emneafgrænsning, definition af problemstilling/hypotese, praktiske forhold angående feltarbejde såsom transport og evt. finansiering), allerede fra starten af det år hvor feltarbejdet tænkes udført. I de fleste tilfælde vil dette arbejde foregå i samarbejde med vejlederen og samtidig med at de sidste kurser på kandidatåret bliver gennemført. Medarbejderne ved Økoinformatik og Biodiversitet samarbejder i vidt omfang med kolleger fra Danmarks miljøundersøgeelser og Jordbrugsvidenskab omkring vejledning af specialer.