
Biodiversitet eller biologisk mangfoldighed er variationen i den levende natur. Biodiversitet omfatter artsdiversitet, genetisk diversitet og økosystem-diversitet. Artsdiversiteten er mangfoldigheden af forskellige arter, f.eks. Verdens godt 400.000 arter af karplanter. Den genetiske diversitet er den genetiske variation mellem bestande og individer af samme art, men også den dybereliggende fylogenetiske (slægtskabsmæssige) variation mellem arter. Økosystem-diversiteten af variationen i økosystemer, f.eks. de mange naturtyper i det danske landskab. Biodiversiteten er meget ujævnt fordelt på Jorden: F.eks. er der kun omtrent 1.500 karplanter i Danmark, mod f.eks. 19.000 i Ecuador. Vores biodiversitetsforskning integrerer økologi, biogeografi, evolution og systematik og har fokus på et af den nutidige videnskabs helt store spørgsmål: Hvad der bestemmer den store geografiske variation i biodiversiteten? Hvorfor aftager artsantallet jo længere væk fra Troperne man kommer? Hvorfor er de sjældne (endemiske) arter typisk koncentreret i bestemte områder? Hvordan er den genetiske diversitet fordelt, og hvorfor? Hvordan samvirker biodiversitet og økosystemernes funktion? Hvad er samspillet mellem mennesker og biodiversitet? En meget stor del af Jordens biodiversitet er stadig ukendt, og opdagelse og registrering af nye arter og forekomster er derfor også vigtige elementer i biodiversitetsforskningen.
Har du spørgsmål om biodiversitet kan du kontakte: