Evolution
DU ER HER: Forskning » Fokusområder » Evolution

Evolution

Evolutionslæren er den grundlæggende teori indenfor biologi der forklarer livets udvikling og mekanismerne for organismers forandringer.  Evolution er de modifikationer, der foregår hen over generationer i en population af organismer igennem naturlig selektion, og som resulterer i tilpasning til det miljø de lever i. Evolutionære forandringer er basale ændringer i det genetiske materiale, som stammer fra sjældne fejl (mutationer) ved videregivelse af DNA fra én generation til den næste. Hvis muterede varianter giver individet egenskaber, som gør det bedre egnet til at overleve og reproducere sig i dets miljø, så kan mutationerne spredes med evolution som resultat. Evolution kan skabe såvel meget små som meget store forandringer, som udviklingen fra de tidligste encellede organismer til nutidens mangfoldighed som omfatter komplicerede planter og dyr. Evolution ved naturlig selektion omfatter også opsplitning af populationer i komponenter, hvis selvstændige evolution førte til nye arters opståen. Forskningen i evolution på Biologisk Institut omfatter mange discipliner, såsom hvordan nye arter opstår, hvordan levende organismer tilpasser sig miljømæssige påvirkninger som klimaforandringer, og hvordan organismer har udviklet komplekse evner og adfærd som for eksempel at finde føde i mørke ved hjælp af sonar, som flagermus og hvaler gør. Evolutionære undersøgelser foregår indenfor alle grene af biologi, såsom adfærdsbiologi, genetik, fysiologi, økologi og biogeografi for både planter og dyr. Forskerne benytter forskellige metoder, for eksempel molekylær genetik (DNA analyser), fylogeni (analyser af arternes indbyrdes slægtskab), og eksperimentel evolution, hvor man udsætter kortlivede organismer som bananfluer for selektion og direkte måler evolutionære tilpasninger over generationer.

Har du spørgsmål om evolution kan du kontakte:

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 06.02.2012