Biologisk Institut er pr 1.6.2011 en del af Institut for Bioscience og siderne opdateres ikke. Se det ny instituts hjemmesider på www.bios.au.dk !

Fordi vi underviser i hele biologiens mangfoldighed: fra de mindste molekyler til organismer og økosystemer, fra mikroorganismer til planter og dyr – vi giver den bredeste uddannelse, hvor du tidligt i studiet får fingrene i biologien gennem laboratorie- og feltarbejde .
Fordi studiet giver mangfoldige jobmuligheder på baggrund af en vifte af forskelligartede kvalifikationer. Du er ikke fastlåst i en snæver bane fra starten; uddannede kandidater i biologi fra Aarhus universitet arbejder i så forskellige områder som forskning og undervisning, naturbeskyttelse og naturforvaltning, fødevareproduktion og forædling, mikrobiologiske processer, hygiejne og infektionsbekæmpelse og bioteknologisk produktion, lægevidenskab og medicinal udvikling, miljøvidenskab m.m.
Fordi vores undervisere brænder for deres fag, og deres begejstring for forskning og nye opdagelser kommer til udtryk i deres forskningsbaserede undervisning, hvor de nyeste forskningsresultater inddrages.
Fordi vi har et fantastisk studiemiljø med alle biologiske forskningsgrupper, al undervisning, og Biologiens Hus samlet på campus, centralt i Århus by, og alligevel tæt ved skov og vand.
Men vigtigst af alt: fordi DU brænder for biologi og livets mangfoldighed og bare vil vide mere om den verden der omgiver os!
Som biologistuderende på Aarhus Universitet får du mulighed for at beskæftige dig med en bred vifte af biologiske problemstillinger: Hvordan opstod livet, og hvordan udvikles nye arter? Hvordan er levende organismer opbygget, og hvilke fysiologiske og adfærdsmæssige tilpasninger muliggør overlevelse i forskellige habitater i en verden under forandring? Hvordan påvirker bakterier og andre organismer stofkredsløb både lokalt og globalt? Hvad bestemmer arternes antal og udbredelse? Hvad bliver de biologiske konsekvenser af globale klima- og miljøforandringer? Biologiuddannelsen i Aarhus vil gøre dig i stand til at arbejde videnskabeligt med sådanne emner med udgangspunkt i selvstændige eksperimenter og analyser under vejledning af forskere på forkant med den seneste udvikling af teknikker og know-how.
”Jeg mærker tydeligt at biologiuddannelsen foregår i et forskningsmiljø. Vores undervisere og forelæsere refererer ofte til deres egne forskningsresultater, og vi kan som studerende få lov til at teste en del teorier i laboratoriet.” Dennis, biologistuderende.
”Virkeligheden ligner ikke altid den som er beskrevet i bøgerne, så det er meget godt at se den selv. Derfor er laboratorieøvelser en vigtig del af studiet. Vi dissekerer alt fra vandmænd til fugle og pattedyr.” Peter, biologistuderende.

Studiemiljøet på biologi har sit centrum i Biologiens Hus, kaldet „Biohuset“. Det er en bygning med vandrehal, læsesal og grupperum, hvor de studerende mødes omkring faglige og sociale aktiviteter. Her er samlinger af feltlitteratur og fagbøger, og her bor „Bio-Geo bladet“ og Biologisk Fagudvalg, som informerer de studerende om, hvad der foregår på Biologi. Den lille biologioase er med til at give dig et fast tilhørsforhold til uddannelsen, for der vil du næsten altid støde ind i venner og bekendte.
I det hele taget er der masser af tilbud på biologiuddannelsen ud over de skemalagte, fx boldklubben Biobold, fiskeforeningen Lommeulken, festforeningen Biogas og Kulten, som arrangerer feltture til naturskønne lokaliteter. Når du starter på studiet, vil du blive hjulpet i gang af ældre studerende, der fungerer som tutorer i den første tid. Tutorerne tilrettelægger et program med ekskursioner, foredrag, fællesspisning og andre sociale aktiviteter.
Biologi er et meget bredt fag, der benytter sig af metoder og teknikker fra andre videnskaber, såsom kemi, fysik og matematik. Det er samtidigt et eksperimentelt fag, der veksler mellem teori, observationer og eksperimentelle undersøgelser i naturen såvel som i laboratoriet, hvilket afspejles i den måde studiet er organiseret på. Det første år på bacheloruddannelsen får du et grundlæggende kendskab til organismers opbygning og slægtskabet mellem organismegrupper. Det andet år bliver du indført i biokemi, molekylærbiologi, genetik og fysiologi på celle- og organismeniveau. Undervejs vil du opleve, at evolutionslæren er fællesnævner for al biologi. På bacheloruddannelsens sidste år og på kandidatuddannelsen har du mulighed for at specialisere dig og vælge fag inden for områder som du finder særligt interessante. Du kan fx specialisere dig inden for mikrobiologi, genetik, fysiologi, økologi, marin biologi eller du kan inddrage helt andre fagområder som forvaltning, jura og formidling – valget er dit. Med en passende fagsammensætning giver en bachelorgrad i biologi også adgang til en række andre 2-årige kandidatuddannelser i ind- og udland, bl.a. inden for områderne fødevareproduktion, ernæring, molekylærbiologi og bioteknologi.
Du kan se den aktuelle opbygning af bacheloruddannelsen i Biologi her, for hvert fag kan du se en detaljeret beskrivelse af hvert enkelt kursus – bl.a. kursets formål, indhold, undervisningsform og eksamensform.

Et universitetsstudium adskiller sig på flere punkter fra den undervisningsform, du kender fra den gymnasiale ungdomsuddannelse. Der er afsat færre timer til undervisning og flere til selvstændigt studiearbejde. I de to første år af studiet har du 20–25 skematimer om ugen, og vi forventer, at du bruger omtrent lige så meget tid på forberedelse og selvstudium. I løbet af uddannelsen falder antallet af undervisningstimer gradvist, mens mængden af selvstændigt studiearbejde øges. Undervisningen på biologiuddannelsen foregår som en kombination af forelæsninger og øvelser. Forelæsninger er for store grupper af studerende i et auditorium, mens de teoretiske og praktiske øvelser foregår på små hold med 16−24 studerende.
Som tiden på uddannelsen skrider frem komme du som studerende tættere og tættere på forskningslaboratorierne og som afslutning er du bidrager du selv aktivt til den nyeste forskning, når du skriver dit speciale.
Biologer fra Aarhus Universitet har en uddannelse med stor bredde og et indgående kendskab til alle fagets hoveddiscipliner. Studiets indbyggede fleksibilitet giver dig gode muligheder for at målrette din faglige profil, så den matcher de krav, der stilles i dit ønskejob. Af samme grund finder biologer fra Aarhus Universitet job inden for mange områder. De fleste jobs vil dog være at finde inden for forskning, forvaltning og rådgivning samt undervisning og formidling i den private eller den offentlige sektor:
Trine-Maria er projektleder ved Teknologisk Institut, her udvikler hun målemetoder til sikring af fødevarekvalitet. Rune er akvarium-ansvarlig ved Kattegatcentret, hvor han er med til at planlægge og opstille udstillinger. Jens er direktør i biotek-virksomheden Unisense A/S, som udvikler måleudstyr til forskningsprojekter og sygehuse. Anja forsker i torsk-bestande på Grønlands Naturinstitut. Morten er naturvejleder og formidler biologi til voskne og børn i den flotte Nationalpark på Mols. Marianne er ansat ved Risskov Gymnasium og underviser i biologi og idræt. Else er leder af Nationalpark Thy, et fantastisk naturområde på størrelse med Langeland. Fælles for dem alle er at de har læst biologi ved Aarhus Universitet.

Som biologistuderende er der rig mulighed for at komme til at studere på udenlandske universiteter – både i og udenfor Europa. Et udenlandsophold er en fantastisk mulighed for at udvikle både personlige og faglige kompetencer samt få kendskab til andre kulturer. Du kan komme afsted allerede efter 2. studieår. Desuden laver en del biologer feltarbejde til deres specialer i udlandet.