DU ER HER: Uddannelse » Job og Karriere » Lise Præstegaard

Lise Præstegaard, biolog i Århus Amt – og i Afrika

www.biology.au.dk opdateres ikke!

Biologisk Institut er pr 1.6.2011 en del af Institut for Bioscience og siderne opdateres ikke. Se det ny instituts hjemmesider på www.bios.au.dk !


MS-udviklingsarbejder Lise Præstegaard, Foto: Adam
Amsinck.

Da Lise Præstegaard blev færdig med biologistudiet i 1996, var det lysten til at rejse og ønsket om at hjælpe verdens fattigste, der afgjorde karrierevalget. Lise flyttede nemlig med mand og to børn til Mozambique i Afrika, hvor hun fungerede som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke. Arbejdet i Mozambique gik bl.a. ud på at være med til at udvikle, igangsætte og koordinere et projekt om indsamling af affald i byens slumkvarterer. På grund af mangel på infrastruktur – f.eks. kloakering – og ophobning af affald var der store problemer med infektionssygdomme som kolera og malaria i disse områder. Derfor var en stor del af arbejdet fokuseret på rådgivning om sanitet, affaldshåndtering og opbevaring af drikkevand.

Efter fire år i Afrika blev Lise ansat ved Danida som rådgiver i landbrugssektor-programmet i Bangladesh, hvor hun rådgav fattige bønder om fiskeopdræt. Målet var at opnå en mere bæredygtig produktion samt øgede indtægter, sådan at levevilkårene for den fattigste landbefolkning blev forbedret. Rådgiverarbejdet passede godt med Lises baggrund fra universitet, hvor hun lavede speciale i marin fiskebiologi og akvakultur ved Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser.

”Jeg synes det er vigtigt,

at vi passer

godt på vores miljø

og vores natur”

   

Lise arbejder p.t. som biolog i Århus Amt, hvor hun fører tilsyn med- og laver godkendelser af dambrug i Århus Amt. I det daglige foregår meget af arbejdet på kontoret, og lidt mindre i felten. Hun kigger på, hvordan de enkelte dambrug påvirker miljøet og de omgivende habitater, idet hun blandt andet forholder sig til

EU's habitatdirektiv , der skal beskytte eller genoprette bevaringsværdige naturtyper og levesteder.

Det der driver Lise i det daglige er bevidstheden om vigtigheden af bæredygtighed i vores samfund.

Læs om Lises arbejde i Mozambique

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 23.03.2012