DU ER HER: Uddannelse » Job og Karriere » Morten DD Hansen

Morten DD Hansen, Naturvejleder og formidler

www.biology.au.dk opdateres ikke!

Biologisk Institut er pr 1.6.2011 en del af Institut for Bioscience og siderne opdateres ikke. Se det ny instituts hjemmesider på www.bios.au.dk !

Morten DD Hansen,

Naturvejleder i Mols Bjerge.

Kandidat i 1999.
Morten DD er ansat ved Naturhistorisk Museum med sin daglige gang på Molslaboratoriet i Mols Bjerge. Hans vigtigste opgave er formidling af natur, og som han selv siger det ”det er mit job at gøre så mange mennesker som muligt interesserede i naturhistorie, og at give folk et forhold til naturen”. Mortens arbejdsopgaver er meget alsidige. Han arrangerer ture ud i naturen for offentligheden, men også i undervisningsøjemed for gymnasieklasser og folkeskoler. Der er også rigtig meget undervisning, og Morten underviser såvel gymnasie- som universitetsstuderende samt lærere og seminarieklasser. Morten laver også meget formidling ”på skrift”, blandt andet i form af avisartikler, brevkasser og internet-projekter. Naturhistorisk Museum har f.eks. indledt et samarbejde med hjemmesiden ” Fugle og Natur ”, der på den ene side skal hjælpe med at formidle Naturhistorisk Museums omfattende samlinger og materiale elektronisk, og samtidig bevare de mange vigtige naturhistoriske data fra hjemmesiden.
Morten mener selv, at han fik jobbet pga. de mange kompetencer han fik udenom studiet. Han syntes, det var spændende at følge fag, men egentlig brugte han det meste af sin studietid i naturen, hvor han lærte sig alt muligt om planter og dyr. Samtidig havde han mange forskellige studiejobs, blandt andet hos Bio/consult , som er et rådgivende biologfirma med speciale i miljøområdet, hvor han f.eks. sorterede og bestemte planter og dyr fra forskellige miljøprøver såsom vandløb og søer.
Desuden var Morten instruktor for universitetsstuderende på zoologisk feltkursus, der foregik på Molslaboratoriet.På den måde fik han allerede dér erfaring med både undervisning og Mols Bjerge. Samtidig begyndte Morten at arrangere ture for sine medstuderende ud i naturen, -det der hedder ”Kulten-ture”, en forening der stadig arrangerer årlige ture for biologistuderende. Med denne baggrund var Morten derfor særdeles kompetent til et job på Molslaboratoriet.
  Efter færdiggørelse af biologistudiet fik Morten sit første job på et naturcenter i Skagen. Men allerede efter knap et år, blev der en stilling åben på Molslaboratoriet, som Morten søgte. Han fik jobbet, og var dermed kommet på rette hylde, for som han selv siger ”Den stilling var bare mig!”. Der er da heller ikke engagement, der mangler hos Morten, og det ligger ham meget på sinde at gøre et godt arbejde.
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 23.03.2012