DU ER HER: Uddannelse » Job og Karriere » Biologernes Arbejdsmarked

Biologernes Arbejdsmarked

www.biology.au.dk opdateres ikke!

Biologisk Institut er pr 1. juni 2011 en del af Institut for Bioscience: www.bios.au.dk, derfor opdateres siderne ikke!
Søger du information. som ikke findes her eller på www.bios.au.dk, så kontakt venligst webredaktøren

Biologisk Institut har gennemført en undersøgelse af arbejdsmarkedet for biologer. Undersøgelsen omfatter 540 kandidater uddannet ved instituttet i perioden 1993-2002, hvoraf 424 har givet oplysninger til undersøgelsen.

Der er udgivet en rapport, som kan læses i sin helhed:

Biologernes arbejdsmarked 2002, (pdf, 132 kb)

Det følgende er et kort resumè af rapporten og dens resultater.

Rapportens hovedkonklusioner er:

  • Arbejdsmarkedet for biologer er meget bredt, dækkende blandt andet områderne undervisning, sektorforskning, miljøadministration, universiteter og private virksomheder.
  • Mere end en fjerdedel af de biologiske kandidater ansættes i dag i pri-vate virksomheder, og tallet er stærkt stigende.
  • Kandidater, uddannet på de forskellige forskningsafdelinger ved Biologisk Institut, søger forskellige ansættelsesområder.
  • Der er en overvægt af kvindelige kandidater inden for "Gymnasier mv." og et underskud inden for "Universiteter mv." og "Sektorforskning mv." samt ph.d.-studerende.
  • Kandidater, som har modtaget ekstern vejledning, ansættes oftere i sektorforskningen og private virksomheder, men har samme chance for at få et arbejde som andre kandidater.
  • Det bør overvejes at tilbyde erhvervsforberedende kurser under kandidatstudiet til de biologistuderende, som ikke vælger forskervejen.

Generelle kommentarer

Undersøgelsen har klart demonstreret, at jobmarkedet for de biologiske kandidater er endnu mere mangfoldigt, end vi på forhånd havde forestillet os. Sammenlignet med den sidste store undersøgelse i 1982 (UBE-82), er der især sket en stærk stigning i antallet af ansættelser inden for det private arbejdsmarked, og der er ingen grund til at tro, at denne sektor ikke kan bruge flere biologer, især hvis uddannelsen formes lidt mere efter markedets behov.

På trods af en arbejdsløshed på ca. 10% af de arbejdsløshedsforsikrede biologer på landsplan de seneste 10 år, er antallet af jobs for biologer konstant steget, så antallet nu er mere end 5.000 jobs. Det nævnes ofte, at en betydelig del af disse jobs ikke er "rigtige" biologjobs. På dette punkt kommer biologerne mere og mere til at ligne ingeniører, jurister og andre universitetskandidater, som ikke sjældent kommer til at beskæftige sig med arbejdsområder langt fra den faglige drøm, de påbegyndte studiet med. De mere utraditionelle ansættelser er ofte opnået i kraft af personlige egenskaber kombineret med almene akademiske kompetencer, opnået under studiet. Det er sandsynligt, at denne tendens til at udviske de faglige grænser imellem forskellige kandidater vil fortsætte, som det har været tilfældet i f.eks. USA, således at stadig flere jobs vil ligge uden for et fags egentlige kerneområde. Denne udvikling bliver en udfordring for universitetsuddannelserne, og universitetet bliver nødt til at overveje, hvordan studierne bedst tilpasses et bredere arbejdsmarked. Hvordan kandidaterne bedre kan forberedes til arbejdslivet efter universitetet, og hvilke generelle og specifikke kompetencer, de bør tilegne sig under studiet, bør have høj prioritet ved fastlæggelsen af især kandidatdelen af den nye studieordning, som startede i 2003. Det bør her nævnes, at der allerede arbejdes med tanker om at udbyde fagpakker under det biologiske kandidatstudium, som giver kompetencer rettet imod forskellige dele af arbejdsmarkedet.

Som nævnt i indledningen er det 20 år siden, at der sidst blev foretaget en undersøgelse af biologernes arbejdsmarked. Det er alt for lang tid, hvis arbejdsmarkedet for biologiske kandidater skal være en parameter, dels i tilrettelæggelsen af undervisningen ved universitetet, dels i forbindelse med de studerendes valg af studieveje og fagmoduler. Det skal derfor foreslås, at Biologisk Institut arbejder for, at der i fremtiden skal gennemføres spørgeskemaundersøgelser med henblik på at følge biologernes arbejdsmarked med jævne mellemrum, f.eks. hvert 3. eller 5. år.


Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 06.02.2012